Jeg kan flyve

Et digt som jeg skrev til ære for den afdøde digter Michael Strunge, der begik selvmord ved at hoppe fra en høj bygning, som 21 årig.

Jeg kan flyve, flyve hvorhen jeg vil
Kan flyve til Afrika og Asien,
Der er ingen steder jeg ikke kan flyve til.
Flyve forbi død og ødelæggelserne under krigen.
eller forbi det alderdomshjem, farmor hun var i
                                                                   

                                                                                                                                                 Springer

Men jeg kunne også bare flyde ud derhjemme,
bare ligge der og drømme, ja nærmest glemme.
Glemme alt det sure i min hverdag,
glemme alt det som ingen vil ha’
jeg kunne vælge mig at tænke kun på gode ting

Jeg kunne vælge at bygge mig en fæstning.

                                                                        Flyver

Men i stedet står jeg her,
den højeste bygning der er,
det sted hvor jeg er tættest på himlen
og allerlængst væk fra menneskevrimlen,
der hvor fuglene er mere, som mig,
og alle landdyrene er lige som dig.
Kan du forstå mig?

                                                                       Falder

Vinden blæser og den føles rar,
Den minder mig på en måde om morfar,
han flyver allerede helt uden mig og mor,
men det er okay, for jeg snart hos ham bor,
Morfar venter på mig og farmor med,
Jeg kan nærmest se deres ansigter sikke en fred,

                                                                                                           Lander

Åh, nu mærker jeg ikke mere, men det er helt fint
Jeg har både i mit liv fået grædt og grint
Og nu er der ikke så meget mere tilbage at sige en tak
Både for den sodavandsis og de mange spil skak.
Jeg er både mat og mæt,
og i det hele taget bare livstræt,
det er der mange der ikke forstår,
Nu begynder dødens forår.