Skæbner

Vi står i køkkenet. Han er i gang med at bage kanelsnegle. Han hader at bage, dejen klistrer til fingerne. 

Det klamt siger han. Men han gør det for at glæde os. Familien. 

Han har altid sagt at familie er vigtigt. I sidste ende er det det eneste du har, familien er der altid for dig. Det har han altid fortalt mig.  

Jeg håber han ved han også er en del af 'min' familie. Vi er godt nok ikke blodbeslægtede, men vi er familie. 

Det må vi være. Han har været der siden jeg var seks år gammel. Han har altid været der for mig. Som en far er for sin datter. Og dog. Det er bredere end det. Han er både rollemodel, faderfigur og min ven. Jeg har aldrig, og kommer nok heller ikke til at møde nogen igen, som jeg på et sjæleligt plan, er så forbundet med. Det må jeg erkende. 

Vi står ude i køkkenet. Han bager. Jeg snakker. Han fortæller. Jeg lytter.

Han fortæller om sit arbejde, og om hvordan mor ikke kan forstå hans tætte forhold til sine kollegaer. For mors kollegaer er nogle kællinger alle sammen. Det er ren egoisme, der hersker på hendes arbejdsplads. Ingen hjælper hinanden. Alle gør sit. Det er hun træt af. 

Undskyld sidesporet, siger han. 

Men mor, kan ikke forstå mit forhold til mine kollegaer. Det forstår jeg egentlig godt, siger han. 

Det er svært ikke at blive nært forbundne når vi ser og oplever de ting sammen, som vi gør. Det vores arbejde. Jeg er stolt af det, men vi kan godt finde på at tude sammen. Det gør vi mænd normalt ikke.

Men det er vi nødt til for at bearbejde det vi ser. For at fungere normalt. Derfor er vi tættere knyttet med hinanden. Vi er mere solidariske og mere loyale. Vi er der for hinanden. For vi har set og oplevet fucked up ting sammen. 

Jeg nikker. Jeg har hørt nogle af de historier han har oplevet på arbejdet. Nogle af dem er ikke til at forstå. De er for langt ude. Alt fra øksemordere, biluheld, afhentning af sårede rockere til indberetning til de socialemyndigheder. Om to brødre, den ene otte år gammel. Lidt yngre end min lillebror. Det gør ondt at tænke på.

Moren var faldet og havde brækket noget af ryggen på trappen. Alkoholiker. Hun ville formegentlig blive lam. Hun fortalte dem nemlig at hun ikke kunne mærke sine ben, da de ankom. Ikke et godt tegn. 

Huset lignede indersiden af en skraldespand. Det rodede med ting overalt. Den otteårige søn havde set sin mor falde. I hans ansigt kunne jeg se hvor dårligt han havde det, sagde han. Jeg spurgte drengene om hvad der var sket. Hvor deres far var. Den ældste kiggede uforstående på mig, sagde han. Den yngste dreng, på alder med min lillebror, svarede : ' Vi har ikke nogen far'. 

Drengen havde en FCK-trøje på. FCK havde lige tabt mesterskabspokalen til AaB. Han bøjede sig ned på knæ, så han var i øjenhøjde med drengen. Han gav hans skulder et lille klem: 'De vinder næste år'. I et sekund skiftede drengens ansigtsudtryk. Han smilede stort og sagde: 'Ja de gør'. 

Bagefter turen brød kollegaen ud i gråd. Det var for meget at se. De to drenge og moren. Deres skæbner. Nødvendigheden i at indberette det hele til de sociale myndigheder. De ville ikke være i stand til at forsørge sig selv, og moren kunne ikke. De græd.