Opgøret

Min sidste stil i 9. klasse... udover den jeg kommer til at skrive til eksamen. ;-)

Det var en helt anden tid, end den vi kender i dag. Det var en tid uden mord, krig og ødelæggelse. En tid hvor folk gjorde som de ville, men aldrig gjorde noget ondt. Det var en tid uden ondskab.

 

Jeg var på vej hjem til min Mormor. Jeg havde lige været i skole og gik nu og tænkte, på noget jeg havde hørt. ”Blomster er smukke”, havde min lærer Jørgen sagt. Jeg havde ingen anelse, om hvad han mente med det, for blomster var jo bare blomster. De var da fine nok, men de var ikke noget at juble over. ”Himlen er blå”, havde han også sagt. Hvad mente han så lige med det? Ja selvfølgelig var himlen blå!

   Væk i mine tanker var jeg lige ved at gå ind i Hr. Klausen.  Jeg snublede udenom ham og nåede lige at skimte, at han havde en kniv i hånden. Det var sikkert bare en, han havde lånt af en af naboerne og nu skulle til at aflevere.

   Hos Mormor duftede der af kanel. Det gjorde der altid hjemme hos hende. Man skulle tro, at hun bagte kanelsnegle hver dag, men det gjorde hun ikke. Mormor var ikke et ”bagemenneske”. Hun var mere en af de personer, der sad dybt begravet i bøgerne og nogle gange helt glemte at spise. Også i dag sad hun og læste. ”Oldtidens mysterier” stod der på bogens omslag. Jeg sagde hej til hende og syntes også, at jeg hørte hende mumle et eller andet tilbage. Så gik jeg videre gennem huset med dets mange snoede paneler og store brede døre. Da jeg kom til en lille dør i den anden ende af huset, stoppede jeg. Det her var mit ynglings rum. Døren her var ikke kun mindre, den var også smallere.

   Jeg tog et skridt og trådte ind i Japan. Eller det var ikke Japan, men blomsterne og fuglene på de rødlige væge fik mig til at få den følelse. Møblerne her var også ældre, end de ellers var her i huset. Stolene havde sjove faconer, og der stod et chatol i det ene hjørne. Chatollet så ekstra gammelt ud, men det var velkendt, efter alle de gange jeg ellers havde været her. Jeg gik hen til det og smed min skoletaske, uden at ramme den vase som også stod der. Da jeg havde fundet mine lektier frem, gav jeg mig til at lede efter en blyant i en af skufferne. Jeg skulle lige til at opgive og lukke den sidste skuffe igen, da min Mormor kom ind. ”Hvad laver du?” Udbrød hun chokeret. ”Du må aldrig åbne den æske!”. Først forstod jeg ikke, hvad hun mente, men så kiggede jeg ned i skuffen og så at min hånd næsten rørte en lille, sort æske. Jeg nikkede i trance over hendes udbrud, og hun så ud til at slappe lidt mere af. ”Godt så går jeg ud og laver noget te til os”, og med de ord gik hun igen, som om intet var hændt. Hvorfor måtte jeg ikke åbne æsken? Det var da dumt af hende at sige det. Jeg havde jo ikke lagt mærke til den før, og nu havde hun kun gjort mig nysgerrig. Det var som om, at hun netop ville have mig til at åbne den.   Jeg skyndte mig at lukke skuffen igen, men jeg kunne ikke lade være med at tænke på, om hun virkelig havde ment, det hun havde sagt. Hvad nu hvis der gemte sig noget gammelt og mystisk i æsken? Noget som ingen før havde set. Hvad nu hvis jeg bare åbnede skuffen igen og… Stop! Jeg måtte prøve at tænke på noget andet. Jeg måtte holde min nysgerrighed i skak med min fornuft. Lektierne lå på bordet, og jeg kom i tanke om, at jeg stadig manglede en blyant. Tankerne bankede inde i mit hoved og krævede at komme ud. Der stod nogle små opbevaringskasser foran mig, og jeg gav mig til at lede i dem. Bank, bank, bank. Jeg fandt et viskelæder, en masse clips, en enkelt vasketøjsklemme, et fingerbøl og i bunden en blyant. Bank, bank, bank. Okay, jeg måtte prøve at fokusere på lektierne. Jeg skimtede opgaven og sukkede kort efter. Det her var endnu en af Jørgens mærkelige påfund. Jeg skulle skrive om alt det smukke i min hverdag. Bank, bank, bank. ”Blomster er smukke”, var det eneste, jeg kunne finde på, og det var kun af den simple grund, at det var noget, Jørgen havde sagt. Da jeg gik i stå, var det meget lettere for mine tanker at få frit løb. Mit hoved eksploderede, og et kort øjeblik troede jeg, at jeg ville få hovedpine. Men denne gang lod jeg tankerne løbe, og hovedpinen løb med dem. Hvor meget ville det egentlig skade at kigge nærmere på den æske? Hvis nu jeg så, hvor stor den var igen, kunne det være, at jeg kunne gætte, hvad der var i den. Langsomt, som var det en anden person, der så det, så jeg min hånd række ud efter skuffen. Hånden tog fat i hanken og trak langsomt skuffen ud. Jeg mærkede, at jeg holdte været i spænding og skyndte mig at tage en dyb indånding. Hånden åbnede skuffen helt, og et øjeblik blev jeg helt forvirret. Æsken var væk.

   Det var i hvert fald, hvad jeg troede, indtil jeg opdagede, at det var den forkerte skuffe. Jeg grinte lidt lettet, over at jeg ikke havde gjort noget, jeg ikke burde. Fornuften tog over igen, og jeg lukkede skuffen og vendte tilbage til mine lektier. Hvad mere fandtes der af smukke ting? Jeg tænkte med hele min hjerne, men jeg kunne ikke komme i tanke om noget. Det var en åndssvag opgave. Nysgerrigheden så en chance for at liste sig uden om fornuften, og før jeg opdagede det, var mine hænder i gang med at åbne skuffen. Den rigtige skuffe. I skuffen opdagede jeg denne gang den sorte æske med det samme. Æsken var på størrelse med min knytnæve, og hvis jeg kiggede godt på den, kunne jeg se, at den lyste. Ikke det hvidgule lys jeg kendte. Den lyste sort. Det var som om, alt omkring den blev mørkere og skyggerne længere. Skuffens sorte bund var ikke rigtig sort mere. Sammenlignet med æsken var det lige før, at jeg ville kalde den hvid. Min hånd rakte ud efter den, men så ombestemte den sig og smækkede derefter skuffen i med et brag.

   I nogle sekunder forsvandt al lyden, og mine tanker blev sat på pause. Jeg kunne ikke rumme det, der lige var sket. Så med et kom alle tanker og spørgsmål pludselig tilbage. Og de kom på en gang. Hvorfor lyste den? Hvordan kunne det lade sig gøre? Jeg burde gå nu. Nej, jeg burde finde ud af, hvad der var med æsken. Havde jeg set forkert? Tankerne fløj rundt som en ustoppelig tornado, og nysgerrigheden og min fornuft kæmpede begge en hård kamp. Til sidst vandt nysgerrig-

heden, og jeg åbnede atter skuffen.

   Jeg havde set rigtigt. Æsken lyste sort. Måske var der noget inden i den, som lyste. Jeg rakte ud efter den, for at mærke hvor tung den var. Da jeg rørte den, føltes den koldere end is, og jeg tøvede et øjeblik. Så løftede jeg den og holdte den op foran mig, så jeg rigtigt kunne se den. Jeg var så fascineret i starten, at jeg ikke mærkede, hvor varm den var blevet. Pludselig føltes det, som om den brændte, og jeg smed den automatisk fra mig.

   Kaos brød ud. En sort røg af mørkt ondskab steg op, fra det sted jeg havde tabt æsken. Mørket omringede mig og fyldte mig. Det fyldte mig med billeder. Billeder af en himmel dækket af røg, visne blomster, nedbrændte skove, mennesker som dræbte hinanden, sorg, blod, død og ødelæggelse. Alt blev sort, og jeg faldt sammen på gulvet.

   Da jeg åbnede øjnene, var der kun lidt af den mørke søjle tilbage, og de smukke væge var krakeleret. En revne skar halsen over på en af de smukke sangfugle, og jeg skyndte mig at kigge væk. Jeg kunne mærke, at jeg skulle ud herfra.

   Uden at blive opdaget samlede jeg mine ting sammen og smuttede forbi mormor, som havde glemt at sætte te over og igen sad med næsen i en bog. Denne gang læste hun ”Verdens vidundere”.

   De smukke paneler snoede sig som lianer og viste mig vejen ud. Udenfor var himlen mere blå end nogensinde før. Den syntes uendelig og ubeskrivelig smuk. En krokus strakte sig mod solen, og dens hvide kronblade svajede blidt i vinden som svanevinger på vej mod syd. Den

 var smuk.

    Betaget af blomstens skønhed var jeg igen lige ved at gå ind i Hr. Klausen, men ligesom sidst fik jeg vredet mig forbi ham. Jeg nåede lige at se, at han stadig havde kniven, men denne gang var der noget anderledes ved den. Der var blod på.

 

Det var ikke længere en tid uden mord, krig og ødelæggelse. Det var en tid, hvor folk gjorde, som de ville og var ligeglade med konsekvenserne. Men det var også en tid, som fik flere til at åbne øjnene for alt det smukke i verdenen.