Kuverten & det Håndgjordte papir

Starten er desværre ikke med da opgaven gik ud på at skrive videre på et tingseventyr. Historien handler om at være den man er og kærlighed. Enjoy.

Hver aften fortalte det håndgjorte papir historier fra verdenen udenfor. Det var skuffende nok det eneste tidspunkt på dagen, hvor de hvide papirer stoppede deres kvidren. De sad nemlig alle samlet omkring det håndgjorte papir, sammen med de andre ting i skuffen, og stillede nysgerrige spørgsmål, til alt hvad det sagde. Alle undtagen den røde kuvert sad der. Den røde kuvert sad nemlig i et hjørne, hvorfra den både kunne høre og se det håndgjorte papir, uden den blev skubbet og følte sig fladmast af de andre.

     ”Paris er så smuk,” fortalte det håndgjorte papir. ”Så smuk” sukkede de hvide papirer begejstret. ”Den glubske hund var så farlig,” fortalte det håndgjorte papir. ”Så farlig” skælvede de hvide papirer hvide af skræk.”Alperne er så høje,” fortalte det håndgjorte papir. ”Så høje” gentog de hvide papirer drømmende.

     ”I aften skal det være,” tænkte den røde kuvert, ”i aften vil jeg fortælle hende, hvad jeg føler.”

     Så efter det håndgjorte papir var færdig med at fortælle, gik han hen til hende.  ”Kunne det være muligt, at vi en dag blev sendt af sted sammen?” spurgte den røde kuvert rødmende. ”Det kan ikke lade sig gøre! Mine fine fornemmelser siger mig, at jeg er alt for fin til dig, og du er for kedelig til mig!” svarede det håndgjorte papir og gik fornærmet sin vej. Den røde kuvert blev forlegen over at have spurgt, men han blev også meget ked af det, fordi han havde fået et afslag. Han havde

det som om han var blevet revet midt over, og smidt ud til skrald. Skuffen havde naturligvis hørt det hele, så han prøvede at trøste kuverten ved at sige, at det jo havde været noget andet, hvis han havde haft et smukt frimærke på sig.  Det var jo selvfølgelig rigtigt, men hvordan skulle han dog nogen sinde få fat i sådan et? Familien sendte jo meget sjældent breve længere, de havde jo en masse nymo­derne ting som mobiler og computere. Det sad kuverten længe og var fortvivlet over, for hver gang han tænkte, på hvordan blomsterne på det håndlavede papir snoede sig yndefuldt som de flotteste små klatrerose ude i haven, vidste han bare, at det var hende som skulle fylde hans liv ud.

 

Næste morgen vågnede tingene i skuffen, da de hørte stemmer. Det var faren med den dybe og lidt rå, men stadig blide stemme og datteren Maya som havde fin stemme, der var blød som smør. ”Maya inden du rejser så husk at tage en kuvert med dig. Papir kan du altid finde, men gode kuverter dem er der ikke mange af, og det er også billiger for dig at skrive et brev fra Mexico, Ægypten, Kina eller hvorfra du nu vælger at sende det…” ”Ja ja, far jeg skal nok tage en kuvert med bare rolig, jeg har styr på det!”

     ”Ude” advarede skuffen hurtigt. En fin, lille, men flot udsmykket

hånd strakte sig ned i skuffen og mod den røde kuvert. ”Nu sker det” tænkte han ”nu har jeg chancen for at få det jeg ville. Et frimærke. Og måske bliver det oven i købet nogle af de fine fra udlandet, så vil hun helt sikkert kunne lide mig.”

 

Havet strakte sig stort og prægtig med tusinder af små skinnende diamanter. Og da det blev aften, malede solen en gylden genspejling med et penselstrøg, som kunne være lavet af den fineste af alle de fine pensler hjemme i skuffen. Kuverten kunne mærke, at han kom længere og længere hjemmefra, og han begyndte at savne de hvide papirs kvidren, skuffens knirken og selvfølgelig også det blomstrede papir. Maya havde lagt ham i kahytten på et bord, som lignede, at det var af træ, men det var vist nok at plastik. Bedst som han lå der og tænkte på dem derhjemme, kom en skibsrotte ind igennem koøjet. Den snusede lidt omkring, inden den fik øje på ham. ”Hva’ er du for en?” spurgte den og kiggede på kuverten med sine sorte perleøjne. ”Jeg er en rød kuvert fra Skandinavien, som er langvejs hjemmefra,” svarede kuverten. ”Ha, sådan en skandinavisk kuvert som dig kan godt vinke farvel til postbuddet, for nu spiser jeg dig!” skræppede rotten og løb hen mod kuverten med sine små ben. ”Nu er det ude med mig,” tænkte kuverten, som følte sig stiv af skræk. Men lige som rotten skulle til at åbne sit fæle gab, blev døren åbnet, og Maya kom ind i kahytten. ”Hviiin! En rotte!” skreg hun og prøvede at slå den med et blad. Desværre var rotten for hurtig for hende, og den  smuttede  ud,  igennem  det  koøje den kom fra.

     Næste morgen ankom skibet til England. Efter England var de i Frankrig, og efter Frankrig var de i Egypten og derefter Indien, og nu var de i Kina. Kina var det bedste af alle stederne, syntes den røde kuvert. Den røde kuvert var især imponeret over Den Kinesiske Mur, som den kunne se sno sig hver morgen fra det hotelværelse, som Maya efterlod ham på, når hun tog af sted om morgenen sammen med sine veninder. En dag kom en mus ind på værelset, og kuverten troede straks, at den ville ham ondt, ligesom rotten havde villet ham det. Men i stedet for at æde ham, trippede musen musestille hen til kuverten. Den satte sig og kiggede på Muren. Efter ti minutter var kuverten stadig ikke blevet spist, så den begyndte at slappe af i sine små fibre igen. ”Den er i sandhed et af verdenens syv vidundere, synes du ikke?” spurgte musen sagte, som var den bange for at Muren ville gå i stykker, hvis den snakkede for højt. Lidt undrende over at musen talte til den og fuld af ærefrygt over noget i musens stemme, svarede kuverten: ”Jo. Jeg har set meget på min rejsen gennem verdenen, men aldrig har jeg set noget som dette.” Der var en lille pause, før musen spurgte: ”Kunne du tænke dig at høre historien, om hvordan den blev til?”

     Sådan gik det til at kuverten hver dag, hørte en masse historier om Den Kinesiske Mur og om kampene mod nomaderne i Kina. Det gjorde han i hvert fald, indtil den dag hvor Maya tog ham med indtil byen, for at finde et papir som ”matchede” til ham.

     Og hun fandt papiret. Det var et svagt lyserødt papir, som var pyntet med de fineste små røde hjerter, og som duftede af hjem og af liljerne ude i haven. Med det samme han så hende, glemte han alt om det blomstrede papir derhjemme, og hans lille fiberhjerte bankede kun for det smukke hjertepapir. Kuverten havde også heldet med sig denne gang, for papirets hjerter bankede også kun for ham.

     Maya skrev en besked ned og sendte kuverten og papiret af sted hjemad. Kuverten havde en dejlig følelse inden i sig hele vejen hjem, og følelsen fortsatte, selv efter Mayas familie havde læst brevet, for de puttede hende nemlig ned i kuverten igen.

     Og hvad angår det blomstrede papir, så blev hun så betaget over kuvertens smukke udseende, med frimærke og stempel, at hun spurgte ham: ”Vil du stadig sendes afsted sammen med mig en dag?” Kuverten svarede: ”Du ville ikke have mig før, og nu er det for sent. Jeg føler mig ikke tom længere, og desuden har jeg set verdenen nu”