Begravelsen

Enjoy ;)

Turen derhen føltes uendelig kort. Der skete jo intet. Far kørte bilen, mor kiggede i et af sine ugeblade, dog uden rigtigt at kigge, og jeg sad og kiggede ud af vinduet. Regnede trommede på taget, som var det små myrer, der marcherede over det. Bagefter trillede dråberne ned ad ruderne, som tårerne der altid kom på min kind, når jeg mindedes hende. Når jeg mindedes hendes glade latter, hendes fine tegninger og hvordan hun altid græd, når jeg havde influenza. Når jeg mindedes alt dette og vidste, at hun var væk. Ikke væk som i de gemmelege hun elskede så højt, ikke væk som når hun altid gemte sig i børnehaven og ikke væk som dengang hun blev væk i skoven. Men væk, rigtig væk, borte, pist væk, forsvundet, død.

 

Begravelsen var det værste af det hele. En følelse jeg ikke kan

beskrive. Jeg havde lyst til at skrige, lyst til at græde. Men jeg kunne intet. Det blev alt sammen inde i mit hoved, hamrede, bankede, pressede på min hovedskal og fik det til at føltes, som når 10.000 mennesker panikslagne prøver at komme ud af en sammenstyrtet kulmine. Måske var det valiummet, der gjorde, at det føltes sådan. Jeg er i hvert fald sikker på, at da vi kom ind i kirken, og jeg skulle lægge blomsterne ved hendes lille kiste, så var det valiummet, der fik mig til, at kunne gøre det uden at bryde ud i gråd.  

   Vi sad på første række, da folk begyndte at komme. En enkel gang kiggede jeg mig over skulderen og blev opmærksom på, hvor mange mennesker der egentlig var kommet. Kirken var en lille kirke, men den var overraskende nok næsten helt fyldt. Mange af dem var nok folk fra fars arbejde. De havde nok hørt om ulykken. Den ulykke som ændrede alt for en lille pige. Den ulykke som gjorde, at hun aldrig kommer til at lege med perler igen, aldrig kommer til at gynge igen og aldrig kommer til at kramme Hr. Bjørn igen. Lille nuttede Hr. Bjørn som hun havde haft, siden hun var fire år, og som hun havde med på første skoledag for lidt over et halvt år siden.

   Orglet, som havde spillet i baggrunden hele tiden, skiftede nu melodi, og vi skulle til at synge den første salme. Vi sang ”Sov sødt, barnlille”. Salmen gav genlyd i kirken, og stroferne flød rundt i lokalet og svævede gennem luften, og over alt lød der:

 

”Sov sødt, barnlille!

Lig rolig og stille,

så sødelig sov,

som fuglen i skov,

som blomsterne blunde i enge!

Gud fader har sagt:

Stå , engle, på vagt,

hvor mine små er i senge!”

 

   Efter salmen var s**t, sagde præsten nogle ord, vi sang nogle flere salmer og før jeg vidste det, stod jeg og kiggede på den lille kiste, som blev sænket ned i jorden. Da kisten var sunket helt ned i dybet, smed min mor, min far og jeg hver en vintergæk ned på kisten. Vintergækken havde været hendes ynglings blomst, og den var også samme farve, som sneen hun holdte af, og i dens navn var vinteren, som hun elskede. Måske var det derfor, hun havde syntes, netop den her slags blomster var fantastiske.

   Præsten begyndte at tale: ”Emma Due. Af jord er du kommet. Til jord skal du blive. Og af jord skal du igen opstå”

 

Efter begravelsen havde mine forældre inviteret de nærmeste hjem til kaffe og the. Ikke fordi de havde lyst til det men af ren høflighed, og som tak for at de støtter os i en svær tid. Det var kun voksne der kom, for alle mine onkler og tanters børn var på samme alder som Emma, så de var ikke store nok til at forstå det, mente man. Jeg tror nu nok, de ville forstå det, når de fandt ud af, at Emma ikke var der, at hun ikke var hos en veninde og hun ikke var til at finde nogle steder. Jeg tror i hvert fald, at de ville forstå, at de ikke ville se hende mere. Det med hvor hun er henne forstår ikke engang jeg, mor,

far eller alle de kloge.

   Jeg tror, jeg sad der en times tid, hvor jeg bare spiste småkager, lyttede til de voksne og var tom indeni. Efter den time besluttede jeg at gå op på mit værelse for at være alene. Det var nu engang, det jeg bedst kunne lide. Jeg var ikke typen, som viste, når jeg var ked ad det. Selv nu havde jeg svært ved det, og vidste ikke hvad jeg skulle gøre, sige og i det hele taget bare gøre af mig selv. Jeg tænkte meget over det og lagde ikke mærke til, hvor jeg var, og hvor jeg gik hen. Pludselig opdagede jeg, at jeg stod ved Emmas værelse. Det havde jeg ellers gjort til et forbudt område for mig selv. Jeg havde svært nok ved at klare det allerede uden at se på hendes ting, men jeg besluttede mig for at være stærk og gå derind.

   Jeg lukkede forsigtigt døren efter mig, så ingen kunne se, at jeg var gået derind. Så gik jeg en runde i værelset, så hendes dukker, hendes lyserøde reol, hendes bøger om dyr og blomster,ihendes bamser og til sidst satte jeg mig i hendes seng og krammede Hr. Bjørn. Jeg huskede, dengang hun fik ham. Hun fik ham i julegave af mig, dengang hun var fire-fem år. Jeg havde været så dum at udsætte hendes julegave til to dage før juleaften. Det hele var planlagt, og jeg skulle købe en barbiedukke til hende, som hun havde ønsket sig i et stykke tid. Jeg gik ned ad gaderne og nød lysene over mig, udstillingerne i vinduerne og julestemningen omkring mig. Mit mål var Legekæden. Jeg husker, at jeg gik ind af døren og hen mod barbie-afdelingen, som Emma havde vist mig så mange gange. Emma havde også vist mig, præcis hvor hendes barbiedukke stod, men jeg kunne ikke finde den. Havde jeg virkelig glemt, hvor den stod, efter alle de gange hun havde vist mig det? Jeg kan huske, at jeg grinte af mig selv og spurgte en ekspedient, om hvor den stod. Jeg fik svaret, at den var udsolgt. Så var det, at jeg var på den, jeg kiggede i andre butikker, men Legekæden var den eneste, som solgte netop den slags barbiedukker. Men det endte med, at jeg købte Hr. Bjørn, som hun kom til at elske over alt på jorden.

   Ja, minder var der nok af. Både dem som var gode, og dem som var dårlige. Nu var minder alt, hvad der var tilbage. Der ville ikke komme flere, kun mindre, og min lillesøsters smil ville jeg aldrig se igen.