Skumring

One of my school novella successes ... I hope you will enjoy :)

Det var en lille by. Så lille at den ikke kunne ses på selv det største landkort. De få huse, som var der, havde de samme ru cementvæg med den samme triste grå farve. Alle byens indbyggere gik rundt i den samme triste sky. Alt var det samme. Ingen lagde længere mærke til noget specielt, for hvorfor skulle de det? Der skete jo alligevel ingenting. Det gjorde der i hvert fald ikke indtil den dag hvor fru. Knudsen opdagede at der var lys i vinduerne på den gamle fabrik på hjørnet.

 

Fru. Knudsen var én af de uheldige indbyggere i Mørkeby. Hver dag gik hun til og fra arbejde, undtaget om søndagen der skulle hun se søndagschancen i fjernsynet. Alt var en rutine for hende, ligesom det var for alle andre indbyggere i Mørkeby. Det var alt sammen det samme om og om igen.

   Fru. Knudsen var en lille tyk dame som var ca. 150 meter høj. Hendes hår var grå som cementvæggene og hendes tænder gule som den sol der aldrig var der. Hun gik altid klædt i tøj som var på mode for 60 år siden. Hun havde ingen børn det havde hun aldrig villet have. Hun var også enke. Hendes mand hr. Knudsen begik selvmord, fordi han ikke kunne holde til de samme kedelige rutiner der var i byen.

Alt i alt var fru. Knudsen bare endnu en af Mørkebys kedelige indbyggere.   

 

Det skete alt sammen en søndag sensommeraften i maj.

   Fru. Knudsen satte sig ned i den gamle mørkegrønne lænestol for at se søndagschancen. Kaffen var lige blevet færdig så den var dejlig varm. Mens hun sad og ventede på at det begyndte tog hun en slurk af sin kaffe og læste lidt i magasinet fra i går. Da klokken slog otte skulle programmet begynde så hun kiggede op fra magasinet og rettede blikket mod skærmen. Det var der ikke. I stedet var der et andet program om folks psykiske problemer. Søndagschancen måtte være rykket! Hun skyndte sig at kigge programsiderne i avisen igennem, og ganske rigtig det var rykket en time. Men hvad skulle hun så lave? Hun var jo vandt til at alt gik som det plejede. I starten prøvede hun at se noget af det andet program men det fangede ikke hendes interesse, så hun besluttede sig for at gå en tur.

    Det var egentlig ikke særligt koldt uden for men hun tog alligevel hue og halstørklæde på, fordi det blæste så meget, og vinden var kold. Langsom slentrede hun ned af de triste gader, og så hvordan aviser og andre ting hvirvlede rundt på gaden. Det lignede lidt at der var en stor usynlig hånd, som kastede rundt med tingene.  Sol var der ikke noget af, og hun overvejede om det nu også var en god ide at gå ud en aften som dette, men hun vidste ikke hvad hun ellers skulle lave, så hun fortsatte. Hun rundede et hjørne og blev forskrækket da en kat løb hen over gaden og op i et træ. Gad vide hvad der havde gjort den så bange? 5 sekunder efter kom naboens store chefer løbende efter katten. Heldigvis var den så optaget af katten at den ikke lagde mærke til fru. Knudsen, som skyndte sig videre. Hun havde altid været bange for hunden, fordi den var så stor, og så havde hun engang læst om en pige, som døde fordi hun blev bidt af netop sådan en slags hund.

   Fru. Knudsen kiggede op mod himlen og så at det var ved at blive skumring. Rundt omkring blev gadelygterne tændt, og de oplyste byen med roligt gult skær. Hvis hun ville nå at se søndagschancen måtte hun hellere skynde sig hjem.

   For ikke at komme for sent tog hun en smutvej forbi den gamle fabrik. Fabrikken synes meget større og mere dyster end den plejede når hun gik hjem fra arbejde. Hun ville skynde sig rundt om hjørnet og væk fra fabrikken, da hun opdagede at der var lys tændt i et af fabrikkens vinduer. Fru. Knudsen stoppede straks op og kiggede undersøgende på fabrikken. Fabrikken havde været lukket i lidt over hundrede år, fordi politiet havde opdaget at den blev brugt til at lavet menneskeforsøg i. Så hvorfor var der lys i vinduet? Hun stod og undrede sig da et skrig skar sig igennem luften og fortsatte skærende gennem hendes hoved. Hun kastede sig ned på knæ og holdte sig for ørene. Aldrig havde hun oplevet noget lignende. Det føltes som om hendes hoved ville sprænge i luften, samtidigt med at der var en som savede i det. Da skriget endelig holdt op kunne hun stadig svagt høre det inde i hendes hoved. Langsom rejste hun sig op, og børstede snavset fra gaden af sit tøj. Hendes hænder rystede og hun burde skynde sig væk. Men det gjorte hun ikke. I stedet gik hun langsommere nærmere fabrikkens indgang. Nu ville hun finde ud af hvad det var der foregik.

   Døren gik knirkende op da hun åbnede den. Inde i fabrikken var der mørkt som selve natten, det eneste lys kom fra en dør som stod på klem for enden af trapperne. Fru. Knudsen tog en dyb indånding for at samle mod til sig. Nu var hun jo kommet så langt så hun blev nødt til at fortsætte. Trapperne knirkede under hendes fødder, og hun kiggede sig til bage et par gange for at se om der var nogen bag hende. Et lille skrig slap ud af hendes mund da hun gik ind i et edderkoppespind, ellers skete der ingenting.     

   Det føltes som en evighed før hun endelig nåede døren. Hun stak sit hoved hen mod dørsprækken for at lytte efter om der var nogen. ”Nej, jeg vil ikke!” En lille piges stemme kantede sig vej igennem dørsprækken. Det lød som den samme stemme som skreg lige før. Nysgerrigt, men stadig bange, kiggede hun ind af dørsprækken. Lokalet var meget lille og havde vægge som sikkert engang havde været hvide men som nu var grå på grund af støv. I midten af lokalet var en lille hospitalsseng hvori der lå en lille pige med tåre i øjnene. Ved siden af sengen stod et bord med en masse glas på med væske i forskellige farver i. Rundt om sengen stod to mænd i kitler og med gummihandsker på. Den ene af dem havde en sprøjte i hånden.

   Fru. Knudsen gispede da hun fandt ud af hvad de lavede, men fortrød straks. Begge mænd havde hørt det og vendte sig om mod hende. Så hurtigt hendes ben kunne løbe, løb hun ned f trapperne og ud af døren. Hun fortsatte med at løbe til hun næsten var hjemme. Hvis hun kunne var hun løbet hele vejen, men hendes kondi var virkelig dårlig så hun blev nødt til at stoppe op for at få vejret. Med små hiv blev hendes vejrtrækning bedre, og hun begyndte at gå det sidste stykke hjemad mens hun tænkte på hvad hun havde set og hørt. De mænd var helt sikkert i gang med at lave menneskeforsøg!

 

Da hun kom hjem satte hun sig i sin lænestol og tændte for fjernsynet. Søndagschancen var ved at være s**t, men det gjorte ingenting, for hun ville alligevel ikke kunne følge med. Hun var alt for rystet. Derfor besluttede hun at gå i seng med det samme, for hvis hun faldt i søvn ville hun ikke kunne tænke på den forfærdelige oplevelse.

   På vej indtil soveværelset gik hun forbi hoveddøren, hvor hun opdagede at der lå et brev. Med hjertet bankende i brystet åbnede hun det. I brevet stod der:

Hvis du ikke forlader byen inden i morgen bliver du den næste. Det samme sker der hvis du siger noget til noget.

 

Mandag morgen rasede et frygteligt uvejr henover Mørkeby. Aldrig havde byen været mere mørk, og aldrig havde de grå cementvæge været mere grå. Det var den samme dag som Fru. Knudsen forlod byen.