Jeg kiggede og uden for solen sad en mand klædt i al hans sorte hår lange, sorte som kul. Han så ud på natten og gav mig angst. Han kiggede op, en blandt ham kom lyden af torden. En bleg hest. Jeg så var han nu på hesten, i hans hånd et sæt af skalaer på sin hånd som en trompet blæste. Jeg vidste, for så ved jeg Ans' en rød hest og med ham sidder en mand i rust. Og Ans' en anden trompet. Jeg hørte en stemme sige til evig mig kigge væk, Jeg var og beskue Jeg så to andre horsemen. Klædt i sort og hvidt. Og spærre dem var, da de kørte mod mig hørte jeg lyden af krig, rumours af krig, jeg Ans' nyt liv, som om at sige en ny verden. Jeg talte til evig disse mænd og bad dem den tid, og da dette ville alligevel at komme. De lo og anklaget mod mig. Jeg opholdet, der ikke flytter væk. Lyden af død trådte min krop. Og beskue et lys, et lys fra Gud, som sagde til evig mig. 'John du skal tale som du kan se, skal du sige som du høre.'
Og jeg talte til ham: 'Men min herre, jeg er kun en skriftklog' stemmen talte om der ligesom torden 'John du vil være en stor lærer, for du vil lære af de kommende af slutningen.' Jeg søgte blackness falder over ordet. Og i tåge Jeg Ans' skrig fra forbandet. Og smerte, jeg søgte ud af frygt for død og krig. Det lyder som trådte at være, ligesom sværme af loci og lugten af røg fældet luften. I hovedet til evig dette den ene af synd at sige, 'Er min biding for jeg vil ikke dette liv, du valgte, så du vil rådne.'
Jeg hørte lyden af engle trimning deres væge. Og blandt denne lyden af frygt. Jeg bad Gud alle mægtige at sætte mig fri, som jeg søgte. Der i lyset en dreng opholdt sig, jeg så dette, for i chok han at det var en af synd. Og nu mine ører af brand, jeg skreg uden dizzee. 'Du min søn skal triviel alene og være den, hvor du skal besøge de syv kirker af israelske, og tale til evig dem som du har set.' Min hoved fældet med en rød glød, og jeg følte en lille brise, som jeg var trist.
Jeg afskrive sig min rejse til ender dem, der gjorde frygt. Mine rejser jeg så en dreng, jeg vidste fra flash jeg havde set. Da jeg vendte rundt for at sige goddag, var han væk. Jeg vil ikke glemme i hans ansigt, lidt smørret grin, men jeg ikke se. Han spiste æblet af røde og sagde 'Die for ikke'.